Fra vikingekriger til engelsk konge -

Knud den Store

'KONGEN DER IKKE KUNNE STOPPE HAVET, MEN SOM STOPPEDE VIKINGEBØLGEN MOD ENGLANDS KYSTER'

Skrevet for The Viking Network av Barrie Markham Rhodes

Politikeren Knud

“Lad alle mænd vide hvor tom og værdiløs kongers magt er. For der er ingen anden der er navnet værdigt end Gud som himmel, jord og hav adlyder.”

Sådan talte Kong Knud den Store, siger legenden, da han sad på sin trone på kysten mens bølgerne skvulpede omkring hans fødder. Knud havde hørt at hans smigrende hofmænd påstod, at han var “så mægtig at han kunne befale havets bølger at trække sig tilbage”.  Nu var Knud ikke kun en religiøs mand, men også en begavet politiker. Han kendte sine grænser - selv om hans hofmænd ikke gjorde - så han fik sin trone båret ud til havets kyst og sad på den da tidevandet kom ind, idet han befalede bølgerne at stoppe deres fremrykning. Da de ikke gjorde det, havde han bevist, at skønt kongers gerninger måske syntes “mægtige” i menneskers øjne, var de for intet at regne mod Guds magt.

Vikingen Knud

Hvem var denne mand, som begyndte sit voksenliv som vikingekriger og som senere blev hersker af et rige som, da det var på toppen, omfattede England, Danmark, Norge og dele af Sverige?

Knud var søn af Svend Tveskæg. Knuds bedstefar var Harald Blåtand og hans oldefar var Kong Gorm.

I England i år 1000 plyndrede den saksiske konge Aethelred Isle of Man og dele af Danelagen, for at prøve at knuse de selvstændige skandinaver, der boede der. Aethelred frygtede altid en genoplivelse af vikingemagten i England. I 1002 giftede han sig med Emma, søster til Hertug Richard af Normandiet. Dette ægteskab var sandsynligvis “politisk”. Men Aethelreds frygt for skandinaverne fik ham til at begå en frygtelig fejltagelse. Det år han giftede sig med Emma, idet han måske følte sig mere sikker i hans nye bånd til det normanniske regerende dynasti, beordrede han massakren på alle “danske” mænd i England . Svend Tveskægs søster og hans svoger Pallig var blandt de dræbte og dette bragte Svend til England for at hævne deres død. Svend plyndrede syd- og østengland igennem årene 1003 og 1004, men bragte sin hær tilbage til Danmark i 1005, da de ikke længere kunne ernære sig selv på grund af en stor hungersnød i England.

Svend foretog mange flere togter i flere år efter dette, idet han udtrak store mængder sølv i Danegæld. I 1013 vendte han tilbage med sin søn Knud med et andet formål. Denne gang ville han erobre England. Skønt han landsatte sine styrker i det sydlige England, gjorde han det til sit første mål at vinde Danelagen, idet han sandsynligvis indså, at denne provins som var “skandinavisk” af karakter, ville acceptere ham uden for megen modstand. Han erobrede dernæst resten af landet og den angelsaksiske krønnike registrerede at “... alle nationerne anså ham for uindskrænket konge”.  Aethelred flygtede til Normandiet. Svend døde dog året efter, og Aethelred så en chance for at genvinde sit kongedømme. Han kom tilbage fra Normandiet og det lykkedes for ham at udvise Svends hær, der nu var under Knuds lederskab.

Kongen Knud

I 1016 vendte Knud tilbage og sejrede i Ashingdonslaget/Slaget ved Ashingdon (Ashingdown) over Edmund “Ironside”, Aethelreds ældste søn og efterfølger. Knud og Edmund affattede Olney-traktaten, der gav Danelagen og midtengland til Knud mens Edmund bevarede kontrollen over det sydlige England. Det var næsten en gentagelse af det der skete mellem Kong Alfred den Store af Wessex og vikingerne i det niende århundrede. Edmund døede kort efter denne traktat og Knud blev således den første vikingekonge af hele England.

I 1017 giftede Knud sig med Aethelreds enke, Emma. Men hendes to sønner af første ægteskab blev i Normandiet (hvilket senere skulle vise sig at få vidtrækkende konsekvenser for England). Emma havde to børn med Knud, Hardeknud og Gunhild. Knud var kristen og meget religiøs. Dette forhindrede ham dog ikke i at have en engelsk elskerinde, Aelfgifu, som fødte ham to sønner, Harald og Svend

Et vikingerige opstår

Knuds bror Harald, Konge af Danmark, døde i 1018 og Knud tog til Danmark for at sikre kontrollen over dette rige. To år senere begyndte Knud at gøre krav på Norge. Han erobrede det til sidst og satte sin søn Svend og sin elskerinde Aelfgifu til at regere det. Skotland underlagde sig også Knud og ved slutningen af 1020erne kunne Knud kalde sig “konge af hele England, og af Danmark, af Nordmændene og af en del af Svenskerne”. Knud var ivrig efter at styrke politisk enhed i England og som en del af sine anstrengelser mod dette raserede han nogle af de købstæder, som var blevet skabt for at forsvare det sydlige England mod Danelagvikingerne og modsat. Man mener at forsvarsmure og grøfter ved Cricklade, Lydford, South Cadbury og Wareham blev ødelagt som en del af dette træk.

Knuds bedrifter

De fleste tænker på Knud i forbindelse med historien om, da han beordrede tidevandet at stoppe. Men han burde huskes for mere end dette. Han var måske den første konge, der med succes herskede over et i sandhed forenet engelsk rige, frit for intern og ekstern strid og uro. Fordi han også herskede over vikingehjemlandene kunne han også beskytte England mod angreb, idet han opretholdt tyve års hårdt tiltrængt fred igennem hvilke handel, anglo-skandinavisk kunst og kristendom kunne blomstre. Knud have stor respekt for de gamle engelske love, som han tilføjede en skarp retfærdighedssans og hensyn til individuelle rettigheder. Som en del af hans promovering af sig selv som en “engelsk” konge gjorde han bod for hans vikingeforfædres forsyndelser, idet han byggede kirker og gav mange gavmilde gaver til andre.

Knuds og vikingerigets forsvinden

Knud døde i 1035 som en relativt ung mand i nutidens målestok i en alder af omkring 40 år. Han blev begravet i Winchester, den tidligere hovedstad i det saksiske kongedomme Wessex, og en by hvor han ofte opholdt sig.

Knuds sønner var desværre ikke gjort af det samme stof som deres far, så efter hans død begyndte det anglo-skandinaviske rige, han havde erhvervet sig, at smuldre. Aelfgifus søn, Harald, blev konge af England men døde i 1042.

Hardeknud regerede da i kun to år, før han også døde. Han efterlod ikke meget andet at blive husket for end de enorme skatter han opkrævede. Den angelsaksiske krønnike sagde om ham: “Han gjorde intet, der var en konge værdigt, i al den tid han herskede”.

Ingen af Knuds børn fik nogen arvinger, og det var en af Emmas sønner med Aethelred, Edward (der senere skulle blive kendt som “Bekenderen”), der vendte tilbage fra Normandiet for at bestige den engelske trone i 1042.